B√łger

Indtil videre har jeg skrevet to bøger, hhv. rejsebogen Et andet Afrika
(netop udkommet i en revideret 2. udgave) og fotobogen Cruise with your Camera.

Derudover har jeg leveret billeder til syv andre bøger de kan alle ses herunder.

Cruise with your Camera

Fotobogen Cruise with your Camera er den originale (og eneste) ekspeditionskrydstogt-fotohåndbog. Den blev skrevet til det norske krydstogtselskab Hurtigruten.
 
Bogen henvender sig til amatører, entutiaster og til en vis grad også professionelle fotografer. Den er proppet med tips og tricks, så man undgår nogle af de mange faldgruber, man kan komme ud for, når man befinder sig i Arktis eller Antarktis med sit kamera.
Bogen beskriver altså i høj grad teknikker, som er brugbare under ekstreme lys- og vejrforhold, men størstedelen omhandler almindelig fototeknik, og teknikker som benyttes i nutidig fotografering.
 
Bogen er denne dekades litterære tour de force fra min hånd. Den blev skrevet med blødende fingre på fire måneder hen over sommeren 2016.
 
Indtil videre kan bogen udelukkende købes på Hurtigrutens skibe.
 
Cruise with your Camera udkom i november 2016 (165 sider).
 
 

Et andet Afrika (1. udgave)

Inspireret af min eventyrlige, seks måneders motorcykelrejse til Indien,
besluttede jeg mig for at prøve kræfter med Afrika, det mørke kontinent.
To gange, med et par års mellemrum.
 
Rejsebogen Et andet Afrika fortæller historierne om de to motorcykelrejser fra København til Cape Town i Sydafrika.

Den første rejse gik igennem hhv. Østeuropa, Mellemøsten
og Østafrika, mens anden rejse gik igennem Vesteuropa
og Vestafrika, i alt næsten 75.000 kilometer med asfalt,
sand og mudder - 1½ år på motorcykel.

Et af de primære formål med rejserne var at lave en række fotoreportager for de store nødhjælpsorganisationer Red Barnet
og Læger uden Grænser.

I bogen beskriver jeg de mange reportager, landene og kulturerne
samt nogle af de sære skæbner, jeg møder blandt en broget skare af arabere, afrikanere, søndagsturister og vaskeægte eventyrere.

Et andet Afrika udkom på forlaget Aschehoug i efteråret 2003
(215 sider). Bogen er udsolgt fra forlaget.
 

Et par anmeldelser af Et andet Afrika

“Det er sjovt og spændende skrevet. Selv dumhederne undervejs udstilles ...”
Politiken

“Et andet Afrika er virkelig velskrevet. Forfatteren besidder en misundelsesværdig evne til at opfatte og beskrive detaljer, som gør beretningen levende og vedkommende. Et malende og veloplagt sprog ...”
Touring Nyt

“Levende og farverigt ...”
Jyllands-Posten

“En levende og direkte fortælling om sjove, spændende, farlige og bizarre oplevelser ...”
FDM Motor

“Gåsehudslivagtigt og decideret ubehageligt godt skrevet. Leveret på en facon, der gør Et andet Afrika både læseværdig og spændende...”
Adventure World

“En velskreven bog...”
Kristeligt Dagblad

På historisk rundrejse i Skåne

Der skulle bruges mange friske, nye billeder til denne bog
om Skånes historie.

Det tog mig sammenlagt fjorten dage at fotografere mere end
200 lokationer på kryds og tværs af Sjælland, Bornholm, Hven, Skåne, Halland og Blekinge. Undervejs benyttede jeg blandt andet et 35 år gammelt vejkort - det kan ikke anbefales.

Der er viiiiirkelig mange kirker (det er nærmest ubegribeligt), herregårde, slotte og runestene i det sydlige Sverige...

Bogen endte dog med at blive meget lækker, og - hvis man har interesse for dansk/svensk historie - også et ekstremt informativt opslagsværk.

Bogen er i øvrigt skrevet af den meget produktive, danske forfatter Jesper Asmussen, og jeg har taget alle billederne
(med enkelte undtagelser).

Skåne-bogen udkom på Forlaget Globe i maj 2012.

 

> Se billeder fra bogen

Den Danske Quizbog

Boede de gamle jætter i Asgård, Udgård eller Midgård...?
Hvis ikke man ved det, bør man pinedød læse quizbogen,
for den giver svaret på det - og alt muligt andet man ikke anede,
man ikke havde et begreb om vedr. Danmark.

Bogen er skrevet af forfatter Jesper Asmussen,
og jeg har fotograferet den ranke garder ved
Fredensborg Slot til forsiden.

Quizz-bogen udkom på Forlaget Globe i 2011.

Mølleåen, fra Bastrup sø til Øresund

Alt om Mølleåens historie, fra A-Z, eller rettere sagt
fra udspringet ved Bastrup Sø til udløbet i Øresund.

Bogen er skrevet af forfatter Jesper Asmussen,
og jeg har fotograferet stort set alle billederne
over en periode på to år.

Bogen blev godt modtaget, især i Nordsjælland.

Mølleåen udkom på Lindhardt og Ringhof i juni 2010.

Athos kuren

Athos Kuren - Maden, munkene og det gode helbred er en kogebog, der i ord og billeder beskriver halvøen Athos,
dens beboere og deres leve- og spisevaner.

Bogen er skrevet af Stig Ekkert, og jeg har fotograferet størsteparten af billederne.

Et par af de øverste billeder er sløret af hensyn til min
fotograf-kollega.

Athos kuren udkom på Gyldendal i december 2009.

Fremtidens universiteter

Hvis de danske universiteter ligger dig meget på sinde,
så er dette formentlig bogen, som skal læses.
Universiteternes skæbne bliver nemlig flittigt debateret
af forfatterne.

Bogen er skrevet af 16 prominente danskere
(politikere, forskere o.s.v.), heriblandt tidligere
videnskabsminister Helge Sander.
Jeg skød forsiden på København's Universitet Amager,
og jeg har ikke yderligere at gøre med bogen.

Øverste billede er sløret af hensyn til min fotograf-kollega.

Bogen udkom på Gyldendal i 2009.

Holmen

Alt i ét om den gamle flådebase Holmen på nordspidsen
af Amager, hvor jeg i øvrigt selv tilbragte en god del
af min barndom.
Hvad der ikke står skrevet om Holmen i denne moppedreng,
er sikkert heller ikke værd at bruge sin energi på.

Bogen er skrevet af cand.pihl. Frank Allan Rasmussen,
og jeg har fotograferet forsiden på Dokøen (og har i øvrigt
ikke andet at gøre med bogen).

Holmen udkom på Gyldendal i 2008.

Kender du Julemanden?

Kender du Julemanden? afslører alle julemandens store hemmeligheder, alt i én bog. Den er på kun 40 sider,
men denne undseelige bog er ikke desto mindre solgt
i knap 3.500 eksemplerer.

Bogen er skrevet af Eva Tverskov og Karin Hald,
men jeg selv har kun æren af forsiden (og side 34).

Julemands-bogen udkom på Forlaget Fodfæste i 2007.