Ekspeditionsfotografi

Arktis og Antarktis

De seneste par år har jeg været engageret som ekspeditionsfotograf på det norske skib MS Fram
i
Arktis og Antarktis, herunder Svalbard, Grønland, Falklandsøerne og Sydgeorgien.

Det er spændende arbejde for en fotograf, men også meget intenst,
idet det er min opgave at fotografere og dokumentere både dyreliv og natur
- ustandseligt, døgnet rundt.

Der er med andre ord ikke meget tid til afslapning, men det er vel også den virkelige fordel;
Hele tiden at være tæt på alt det, jeg holder af at fotografere - det er hårdt arbejde og meget givtigt.

En kort anekdote om en ekspeditionsfotografs genvordigheder

Jeg er omtrent lige kommet hjem fra en længere rejse ud i verden. Jeg var hyret som ekspeditions-fotograf på et skib til klodens
koldere egne og ombord på skibet var 230 amerikanere.

Det kan der ikke være nogle ben i, tænkte jeg, da jeg sagde ja til opgaven. Amerikanere er ikke så komplicerede...

Efter at have fotograferet støt derudad i et par dage, faldt jeg i snak med en af de amerikanske passagerer. Han havde set mig
sidde ved et bord og arbejde med nogle af billederne på min laptop, og pludselig havde han så opdaget sig selv på et af mine billeder,
siddende i en lille båd.

"Wauw, that's me, I think..." sagde han og rykkede lidt  tættere på for bedre at kunne se billedet.
"It is, for sure," sagde hans kammerat, som også ville deltage i snakken.
"I'm right there, next to you, for sure." Han satte en finger på min skærm, da han pegede.

Okay, de var lidt svære at genkende på billedet, men der var ingen tvivl - det var det spøjse par.

Det var efterhånden min tiende tur som ekspeditions-fotograf, og undervejs havde jeg skudt et hav af billeder af passagerer,
som nemt kunne genkendes. Ingen havde nogen sinde anfægtet det.

Jeg kiggede på manden. Han stod bare med et mærkeligt udtryk i ansigtet og sagde ingenting,
men pludselig var det som om, han kom til sig selv igen og smilede underfundigt.

"But don't worry," sagde han så til mig.
"We won't press charges..."

Jeg må have set temmelig mærkelig ud i hovedet, for kammeraten tilføjede hurtigt;
"No, no, we won't sue you, it's no problem..." Han stod og viftede udglattende
med hænderne.

Press charges...? Sue me...? Rejse sigtelse og sagsøge mig...???

Og hvad er ikke noget problem...? At man kan ane dem siddende i en lille båd sammen med syv andre passagerer,
pakket ind i halstørklæder og huer...?

Nej, det var ikke problemet at man kunne ane dem siddende i en båd, det ville jeg næppe komme i klemme for.

Jeg syntes, at problemet var, at sueing og pressing charges var det første, som overhovedet faldt dem ind,
da de så sig selv på billedet.

Det var nedslående.

Historien gentog sig selv dagen efter, bare med en anden passager og hans kone. De havde også det velkendte tegn i øjnene,
men forsikrede mig ligeledes om, at de ikke ville hverken sue eller press.

Enden på det hele blev derfor, at jeg iførte mig både livrem og seler, da jeg jo ikke kunne løbe skibet rundt og bede folk
underskrive model releases (kontrakter). Mit nysgerrige kamera iblandt alle disse parnoide amerikanere var en uheldig kombination,
så jeg brugte adskillige timer på at gå mit billedmateriale igennem og forsikre mig selv om, at ingen billeder med letgenkendelige amerikanere så dagens lys umiddelbart. Der var heldigvis en masse andet materiale at sælge ud af...

Og her gik jeg i min egen selvfedme og troede, at jeg snart ikke kunne lære mere om ekspeditions-fotografi.

På den anden side havde det ikke så meget at gøre med triviel fototeknik.

Det var nok nærmere menneskelig mekanik.