29 år med Nikon

F-801 / F4s / FA / FE / FM2 / F100
8400 / D70 / D300 / D300S / D5000 / D7000 / D2X / D3S / D600 / D800 / D810
og andre gode venner...

Et kvart århundrede med Nikon om halsen

Lad det være sagt med det samme; jeg kunne for så vidt have valgt et hvilket som helst kameramærke,
tilfældet var bare dengang, at Nikons kamera lå bedst i min hånd.

Der er løbet meget vand under broen og proppet adskillige kameraer ned i mine Domke-tasker igennem det seneste kvarte århundrede.

Fra min første optimistiske introduktion til et semi-professionelt Nikon-kamera (F-801 i 1989), som jeg i øvrigt syntes var ganske avanceret med Matrix-lysmåler og autofokus, til tidens absolutte topmodel, F4s, det uopslidelige og karismatiske kamera som hele vejen igennem 90'erne aldrig svigtede mig.

Ud over hverdags-fotograferingen klarede kameraet også to lange motorcykelrejser igennem Asien og Afrika, altså 1½ år med sand og støv, vand og fugt og endeløse, enervernede vibrationer
fra motortcykelerne - uden brok. Helt så godt gik det ikke for min 80-200mm f/2.8, men mere om det senere.

Jeg kneb en tåre, da jeg efter ti år solgte min F4s til Foto/C på Gasværksvej og skiftede det ud med et funklende nyt F100-hus.

I 2001 blev jeg introduceret til Photoshop, hvilket egentlig var startskuddet til min digitalisering, og efter et par år investerede jeg i både et Coolpix 8400 og et D70 spejlrefleks.

Og så kørte det digitale evighedstog ellers der ud af for fuld udblæsning.

Jeg erfarede snart, at intet DSLR-kamera nogensinde bliver godt nok, og hver gang jeg troede, at den teknologiske grænse var ved at være nået, og nu kan kameraene næppe blive bedre, var den digitale evolution så venlig at minde mig om, at mine øjne er blå, og at tiden var inde til at rykke grænser igen. Og igen...

I dag, efter en lind størm af analoge og digitale Nikon-kameraer har passeret igennem mine hænder (der har såmænd også været både Minolta, Chinon, Mamiya, Canon, Panasonic, Leica og Hasselblad imellem), har jeg så småt lært, at én gammel ven ofte er bedre end mange nye.

Fra det støvede arkiv


Et af de første billeder, jeg skød med min F-801, var af en snegl, jeg fandt i græsset i Enghaveparken. Jeg lod den bare kravle, som det passede den, på barberbladet.

Jeg benyttede en standard 50mm f/1.8 (det var dengang, 50mm'ere var en del af et kit), men jeg kan ærligt talt ikke huske blænde-værdien. At dømme efter billedet blændede jeg en smule ned. Filmen var en Kodak Ektachrome 100 ASA, og det scannede billede blev siden hen konverteret til sort/hvid i Photoshop.

Nikons gamle flagskib, F4s, var en stor klump, som dog havde en fordel, de nutidige digitale flagskibe ikke har; huset kunne skilles ad i flere stykker, og bl.a. kunne både penta-
prismet og batterigrebet pilles af, så kameraet ikke fyldte så meget. Derved kunne kameraet smugles ind i flere dele, når der f.eks. var koncerter, hvilket var fint, da jeg dengang endnu ikke havde mit pressekort.

Billedet af David Bowie blev skudt med min gamle 80-200 f/2.8. Den dag havde jeg i øvrigt kun 400 ASA diasfilm ved hånden, så jeg pressede dem til 1600 ASA (undereksponer to blændetrin og overfremkald tilsvarende). Den slags tricks har dog en pris, og hvis man nærlæser billedet, ser man ikke bare ophavsmanden til Michael Jacksons julelege, man ser også korn på størrelse med efterfølgende punktum. Den gang satte filmmaterialet virkelig begrænsninger...

Nikon og paven

(en anekdote, som har noget med fotografering at gøre...)

Der var engang, hvor kom paven til København...

Det var ikke af religiøse årsager, at jeg ville prøve at få et billede af ham, når nu han alligevel var i byen. Jeg ville bare se, om det kunne lade sig gøre.

Derfor stod jeg klar med mit solide Nikon F4s - klos op ad politiets afspærring ved den katolske kirke i Bredgade - en tidlig morgen klokken seks, for jeg ville have en plads i første parket.

Det fik jeg. Der kom nemlig ikke et øje, før klokken var otte,
men så varede det til gengæld heller ikke længe, før end gaden
var stuvende fuld af katolske københavnere, og ved ni-tiden indfandt paven sig, i al sin ophøjethed. Han deltog i messen i kirken, og da den var overstået, åbnedes dobbeltdørene.

Så kom paven endelig ud. Han gik stille og roligt, tæt omkranset af livvagter, præster, pressefotografer, sekretærer og højrehænder. Alle ville ses sammen med paven og være tæt på ham. Det hele virkede kaotisk, og måske forstyrrede det hans cirkler, for pludselig standsede han en kort stund og kiggede op mod himlen.

I det splitsekund tog jeg billedet, som ses her.

Han må have haft et guddommeligt øjeblik, for lige med ét var han klar igen og fortsatte uanfægtet ned ad trappen og videre
ud på Bredgade. Her stod folk i lange rækker og ventede på, at han ville defilere forbi. Og måske endda give hånd.

Det gjorde han. Han stak på næven i ét væk. Han trykkede og trykkede, det bedste han havde lært, og han prøvede efter bedste overbevisning at give hånd til alle. Og der var hundredevis af hænder. Jeg er ikke religiøs, men det var alligevel fascinerende at være så tæt på paven, som kom stadig nærmere.

Og så var det, at jeg selv stak hånden frem, af gud-ved-hvilken årsag...

Samme aften viste TV2 et interessant nyheds-indslag om pavens besøg i København. På et klip (det, som virkede længst af alle klip
den aften) kan man se paven gå langs rækken af fremmødte, mens han giver hånd. Og man kan se mig - og her zoomes der ind
- stå og fægte i luften med hånden, mens paven synes at hilse på alle omkring mig. Bare ikke på mig, tilfældigvis.

Det er det længste tv-indslag, jeg til dato har set.

Det var i bund og grund en elendig fotografisk præstation fra min side. Jeg fik nemlig ikke ét eneste billede af paven, stående lige foran mig. En unik chance, som de færreste får, men jeg ville bare sige dav til manden.

Jeg har efterhånden lært, at som fotograf er det ind imellem svært både at deltage i festen og samtidig gøre sit arbejde.

Billedet blev som nævnt skudt med en F4s, og jeg brugte Nikons første generation 80-200mm f/2.8 - den med one-touch zoom-ringen.

Fredelige, anmasende fotografer

Jeg har slæbt mit udstyr rundt alle vegne, hvor det har været muligt, ind imellem til irritation og gene
for en masse mennesker omkring mig. Jeg håber dog, at jeg har smilet og været venlig,
når det var påkrævet - for jeg ved med sikkerhed, at jeg har skubbet, mast og fyldt,
når det ikke kunne være anderledes - som ved så mange andre aspekter her i livet.
De fleste af billederne herunder kom dog i kassen i al fred og fordragelighed.

Udstyret

Jeg har efterhånden ejet en hel del Nikon-udstyr, naturligvis primært kamerahuse og objektiver,
men også teleconvertere, flash, et hav af filtre, scannere, kabler og andre besynderligheder fra Japan
(eller Taiwan og Kina).

Jeg kan ikke mindes at have ejet andre Nikon-huse end dem, som er nævnt øverst på siden.
Men der er også røget adskillige objektiver over disken i tidens løb, heriblandt:

  • AF DX Fisheye-Nikkor 10.5mm f/2.8G ED
  • AF-S DX Zoom-Nikkor 12-24mm f/4G IF-ED
  • AF-S Zoom-Nikkor 14-24mm f/2.8G ED
  • AF-S Zoom-Nikkor 16-35mm f/4G ED VR
  • AF-S DX Zoom-Nikkor 18-200mm f/3.5-5.6G ED VR II
  • MF Nikkor 20mm f/2.8 AIS
  • AF Nikkor 20mm f/2.8 D
  • AF Zoom-Nikkor 20-35mm f/2.8 D
  • MF Nikkor 24mm f/2.8 AIS
  • AF-S Zoom-Nikkor 24-70mm f/2.8G ED
  • MF Nikkor 28mm f/3.5 PC
  • AF-S Zoom-Nikkor 28-300mm f/3.5-5.6G ED VR
  • AF Zoom-Nikkor 35-70 f/2.8 D

  • AF Nikkor 50mm f/1.8
  • AF-S Nikkor 50mm f/1.4D
  • AF-S Nikkor 50mm f/1.4G
  • AF-S Micro Nikkor 60mm f/2.8G ED
  • AF-S Zoom-Nikkor 70-200mm f/2.8G ED VR (2007-10)
  • AF-S Zoom-Nikkor 70-200mm f/2.8G ED VR II (2010-)
  • AF Zoom-Nikkor 80-200mm f/2.8 ED (1989-96)
  • AF Zoom-Nikkor 80-200mm f/2.8D ED (1997-99) (2000-07)
  • AF-S Nikkor 200-500mm f/5.6E ED VR
  • AF Teleconverter TC-16A 1.6X
  • AF-S Teleconverter TC-20E II 2X
  • AF-S Teleconverter TC-20E III 2X
  • AF-S Teleconverter TC 14E III 1.4X

EXIF: D5000 • AF-S Zoom-Nikkor 16-35mm f/4G ED VR (35mm) • 1/640 sekund • f/4.0 • ISO 200

Der er dog andet i livet end Nikon

Det er forholdsvist tydeligt at se, at det primært er reportage-
prægede opgaver, jeg løser, så jeg har aldrig haft et større behov for at eje nogle af Nikons meget lange brændvidder. Den længste tele var 28-300mm zoom'en, som jeg købte i Ushuaia. Det var af nød, og skyldtes i bund og grund et dårlig valg til at starte med:

Jeg skulle til Svalbard (året før Ushuaia), og havde læst meget godt om Sigma's 120-400mm f/4.5-5.6 DG OS HSM APO, så jeg besluttede at prøve den under mere krævende forhold. Jeg havde bare ikke forventet, at den vill stå af allerede på tredjedagen.

Temperaturen var faldet til et lille stykke under frysepunktet,
og det kunne den optiske stabilisering tilsyneladende ikke klare
og begyndte derfor at larme underligt. Så jammede stabiliseringen,
og billedet vibrede hver gang, jeg forsøgte at bruge autofokus. Naturligvis slog jeg OS'en fra med det resultat, at jeg måtte skyde uden stabilisering på resten af rejsen.

Det gik naturligvis alligevel, og billederne blev absolut brugbare, idet den optiske del, altså linseelementerne, viste sig at være præcis så gode som forventet. Det var elektronikken, som stod af.

Man kunne mene, at jeg på det tidspunkt var blevet klog af skade, men jeg formodede, at jeg havde fået Sigma's mandagsmodel - det kan jo ske for os alle ind imellem (og for faen da kun én gang,,,).
Og derfor investerede jeg i endnu en 120-400mm, i god tid før en tur til Antarktis.

Den døde i hænderne på mig dagen efter ankomsten til Ushuaia, og den kunne dermed ikke kommunikere med huset. Med andre ord var den nærmest ubrugelig.

Den var stendød, og det var dagen før afgangen mod Antarktis, men efter at have søgt med lys og lygte fandt jeg den føromtalte 28-300mm Nikkor-zoom i en forretning, som solgte kaffe- og vaskemaskiner… Det viste sig dog at være et udmærket alternativ.

Atter en gang var billederne, jeg havde skudt med Sigma'en perfekte (dem jeg havde nået at tage), men igen, igen var det elektronikken, som stod af. Jeg formoder, at det kan skyldes utilstrækkelige pakninger, som har ladet fugt sive ind.
Jeg erfarede senere, at det var en printplade, som var stået af.

Billedet herunder blev taget med Sigma'en i Ushuaia (D3S).

EXIF: D3S • Sigma 120-400mm f/4.5-5.6 DG OS HSM APO (120mm) • 1/4000 sekund • f/8.0 • ISO 400

En ægte original...

År tidligere ejede jeg faktisk også en Tamron 500mm f/8 spejltele, men jeg arkiverede den efter bare et halvt års tid.

Objektivets foldede strålegang (eller knækkede, om man vil) gjorde det væsentligt lettere end mange andre tilsvarende konventionelle brændvidder, men den manuelle fokusring havde alt for lang og træg vandring - og fokuseringen tog derfor alt for lang tid - og uden mulighed for at justere blænden (det var en fast blænde 8), var denne optik ganske enkelt ikke tilstrækkelig alsidig.

Udover vægten og de spøjse doughnut-ringe, som kunne ses omkring højlys i bokehen (på grund af spejlet i objektivet), var der altså ikke så meget, som talte for den.

Jeg ejede faktisk også både Vivitar, Soligor og endda noget så ubegribeligt som Kenlock-objektiver i den periode. Kvaliteten var udenjords ringe, men det skyldes måske, at jeg valgte zoom-løsningen i midt 80'ernes pirat-optikker - man får, hvad man betaler for.

Jeg har med andre ord ikke været alt for heldig med de alternative objektiver, jeg havde fingrene i dengang (og altså heller ikke Sigma's tele-zoomer for få år siden), men heldigvis bliver kvaliteten vel bare bedre og bedre på den front.

Alt i alt betød det dog, at jeg besluttede mig for at satse på ét etableret kameramærke - ælle, bælle, det blev Nikon.

EXIF: D800 AF-S Zoom-Nikkor 70-200mm f/2.8G ED VR II (200mm) • 1/320 sekund • f/4.0 • ISO 800

Den evige favorit

Og apropos teler, så har jeg altid haft et godt øje til Nikons 70-200mm optikker - jeg er pt. i gang med min femte af slagsen.

I 1989 investerede jeg det fyrstelige beløb af 17.000 kroner i den første optik i serien. Den første version (den jeg købte) var dog en 80-200mm, med det tidstypiske one-touch greb, som gjorde, at man både kunne fokusere og zoome i én enkelt drej/træk/skub-bevægelse - ikke en genial løsning, men den virkede.

Jeg smadrede objektivet til atomer et sted i Østafrika nogle år senere - så grundigt endda, at al glasset pulveriserede, og man kunne stikke en pind igennem tubus.

Så købte jeg endnu en (den havde i mellemtiden fået et "D"
i modelbetegnelsen), og den tog jeg med til Vestafrika. Jeg havde ikke lært lektien, for alle 16 linseelementer sprang endnu en gang med et knald i min taske (lige som sidst forårsaget af langvarige vibrationer fra min motorcykel).

Siden da har jeg kun foretaget naturlig udskiftning (som alle andre fornuftige fotografer; salg af afskrevet udstyr, køb af nyt), så kan jeg nemlig selv vælge, hvornår det skal ske - og der er knap så meget ballade med forsikringsselskabet.

EXIF: F4s • AF Zoom-Nikkor 80-200mm f/2.8 ED + TC-16A Teleconverter (320mm) • 400 ASA

Billedet af den ensomme motorcyklist i bjergpasset blev skudt med den første 80-200mm f/2.8, jeg ejede. Jeg brugte også en af Nikons første autofokus teleconvertere, TC-16A, hvorved brændvidden blev 320mm.

Idéen var ganske god, og jeg er overbevist om, at Nikon-ingeniørerne mente det godt, men ærligt talt, den teleconverter var en hinkesten, som aldrig virkede helt efter hensigten.

115 forsider

Det er en stor glæde og fornøjelse at være fotografen bag et billede, som havner på en forside af et magasin, et blad eller en avis. Jeg fik min første forside i 1996 (den til venstre). Billedet blev skudt ved et tilfælde langt ude i Baluchistans ørken med min uopslidelige (skulle det jo senere vise sig) F4s og en moderat AF Zoom-Nikkor 35-70mm f/2.8D.

Siden da er det blevet til flere end 115 forsider (nummer 100 ses til højre) - af alt muligt, fra alle mulige steder i verden.
Med bare to enkelte undtagelser (Canon's superfede, lille PowerShot G7 og Panasonic's forholdsvis imponerende Lumix DMC-FZ270) er alle mine forsider skudt med et Nikon-kamera.

Så til søs...

Nikon-kameraet D3S kom på prøve, da jeg skød dette billede af skibet i oprørt hav, mens saltholdige skumsprøjt stod ind over rælingen. Jeg vil dog mene (og håbede, da jeg tog billedet), at pakningerne i både objektivet (16-35mm f/4) og huset er bedre end i tidligere tiders udstyr.

Men det er de formentlig nok, for når jeg tænker videre over det, så er reparations-frekvensen heldigvis støt nedadgående for både mine kameraer og objektiver, og udstyret fungerede da også upåklageligt under hele sejlturen.

Topkvalitet, næsten...

Nu kan kvaliteten (sgu da, for pokker) efterhånden ikke blive meget bedre med 24x36 full frame... Men jooh... Ja, jeg kunne jo have investeret i Nikons D800E (uden AA-filter), i stedet for en helt ordinær D800, men den marginale fejltagelse tager jeg med min skaber senere.

Når man slæber et full-frame, 36MP-kamera med i studiet, skyder RAW på 100 ISO og sørger for, at både fokus, lukkertid og blændeværdi er i orden, så kan det (sgu da, for pokker) ikke blive meget bedre...
Men jooh, jeg har lige læst, at Nikon lancerer et nyt hus... om snart.